Kvinden bag forfatteren Poul Hoffmann: Pouls ”orakel”

Kirsten Hoffmann er sin mands bedste kritiker. Hun føler sig ikke som kvinden i baggrunden, fordi de to er ét i alt, de foretager sigDer er byttet om på rollerne i dag. I dag er det Kirsten Hoffmann, det handler om. Poul trækker sig pænt fra kaffebordet, stopper sin pibe og forsvinder ovenpå for at skrive.Men egentlig gør det ikke den store forskel. For har man først sagt Poul Hoffmann, har man også sagt Kirsten. Ægteparret udgør nemlig en stærk enhed.
Godt nok er det Poul Hoffmann, der er den kendte forfatter og ham, der er ansigtet udadtil. Men der bliver ikke skrevet en bog, uden at Kirsten løbende har kommenteret den. Der bliver ikke skrevet et læserbrev, uden at de to har talt indholdet igennem. Der bliver ikke sendt et brev fra forfatteren, uden hans hustru har gennemlæst det.
– Poul kalder mig for sit ”orakel”. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om den betegnelse. Men Poul vil gerne høre min mening, før han går videre med noget.
Hver gang han har skrevet et kapitel, læser han det op for Kirsten, og hun gør sine indsigelser.
– Jeg føler mig ikke som kvinden i baggrunden. Jeg føler, jeg har del i Pouls romaner, siger Kirsten på 76 år og erklærer, at hun aldrig har været misundelig på sin mand eller følt, hun har stået i skyggen af ham.
– Jeg har altid opfattet os som en enhed, forklarer hun.
I over 40 år har de begge arbejdet hjemmefra. Poul har siddet i soveværelset og skrevet på sine romaner. Kirsten har arbejdet dels som brevskolelærer og som oversætter på sit lille kontor på første sal. Men selv om de går op og ned ad hinanden hver dag, bedyrer Kirsten, at de aldrig går hinanden på nerverne.
– Det må være kærligheden, der ligger til grund for det, siger hun på sin egen nøgterne facon og smiler let.
At kærligheden mellem Kirsten og Poul er ægte, fornemmer man hurtigt. Den afsløres både i ægteparrets lovprisning af hinanden, kærtegn og omgangsform. Ikke uden grund har de to sammen skrevet fagbøgerne: ”Mand, kvinde og kærlighed i Bibelen” og den mere kontroversielle ”Kærligheden ophører aldrig” om ægteskab og evighed.

Kirsten kommer oprindelig fra Holsted i Sydvestjylland. Hendes far, Niels Ibsen Nielsen, var billedkunstner og uddannet på Kunstakademiet i København.
I Kirsten og Poul Hoffmanns hjem prydes væggene af hans malerier. Blandt andet hans malerier fra en studietur til Italien.
– Min far fortalte mig meget fra sin rejse til Italien, og jeg tror, han gav mig lysten til at rejse. Måske er det også sådan min interesse for sprog begyndte. I 1949 var jeg au pair i Paris, fordi jeg gerne ville lære fransk, fortæller Kirsten, der taler og skriver både engelsk, fransk og tysk.
Hendes far lærte hende også at male.
– Jeg maler til husbehov, siger Kirsten ydmygt. Men hendes billeder på væggene ved siden af sin fars viser, at hun har talent.
Også troen fik Kirsten med hjemmefra.
– Min far var kirkeværge. Jeg blev grøn spejder. Til konfirmandundervisningen havde jeg en god præst, der var fra Indre Mission. Han kom til at betyde meget for min tro.

– Det betød, at jeg udviklede et meget tæt venskab med min bedste veninde, forfatteren Martha Christensen, som blandt andet skrev ”Dansen om Regitze”. Hun var som en søster for mig. Det var en stor sorg for mig, da hun døde, fortæller Kirsten.

Det var kærlighed ved første blik, da Kirsten mødte den unge Poul Hoffmann på et studenter krydstogt i Middelhavet i 1950.
– Det lyder romantisk, og det var det også. Poul så godt ud, og vi snakkede godt sammen. Poul var ikke kristen dengang, men det troede jeg, han var. Han havde læst Qvo Vadis, som vi begge var meget optaget af. Han bandede ikke og havde i det hele taget en kristen moral og kristne holdninger.
Kirsten og Poul mødte hinanden i juli, og i december måned blev de gift. Det var Kirsten, der efter et par år – og mange lange natte-samtaler – senere ledte sin mand til frelse.
Det unge ægtepar flyttede til Birkerød. Poul læste jura, mens Kirsten, der var uddannet fra Ribe Statsseminarium, fik job som lærer på Birkerød Privatskole. Dengang var der ikke noget, der hed SU, så Kirsten var det lille hjems forsøger.
Hun fortsatte med at være udearbejdende, efter at de fik deres første søn, Alex, i 1952, hvilket var ganske ualmindeligt for en kvinde den gang. I 1954 begyndte hun at arbejde hjemmefra som brevskolelærer. På den måde kunne hun passe både hus, børn og arbejde samtidig. Deres yngste søn, Helge, blev født i 1962.
Ansvaret for en fast månedlig indtægt lå fortsat hos Kirsten, efter at de blev enige om, at Poul skulle stoppe sin karriere som jurist for at skrive på fuld tid.
– Der er en missionerende opgave med det. Selv om det i hovedsagen er romaner, Poul skriver, så er folk blevet omvendt af at læse dem. Der har været en mening med det, siger Kirsten og bedyrer, at hverken hun eller Poul nogensinde har fortrudt det valg. Heller ikke selv om det betød, at de kom til at leve et usikkert liv rent økonomisk.
– Vi har aldrig manglet noget. Som Poul siger, så er vi på den himmelske finanslov. Samtidig arbejder vi begge med det, vi allerhelst vil.
Selv om ægteparret for længst har overskredet pensionsalderen, er de ikke stoppet med at arbejde af den grund.
– Der er ikke noget, der hedder pension i vores branche, siger Kirsten, der gennemsnitligt arbejder tre til fire timer dagligt med at oversætte for Lohses Forlag.

At Poul skulle blive en kendt forfatter, havde de næppe forestillet sig, da de mødte hinanden. Men at Poul havde talent for at skrive, blev Kirsten tidligt klar over.
– Det første, han skrev, var en rejseartikel til Næstved Tidende fra vores middelhavstogt. Det gav ham blod på tanden. Så skrev han romanen ”Søn af Priamos”, som han fik diplom for i en romankonkurrence udskrevet af Branner og Korch i 1953.
– Bogen blev til, ved at Poul gik op og ned ad gulvet og fortalte, mens jeg skrev det ned på maskine. Det er nu den eneste bog, der er blevet til på den måde. Poul er blevet mere perfektionistisk siden, og han bruger meget tid på at rette i det, han skriver.
Perfektionismen giver sig også udtryk i andet end skriveriet, afslører Kirsten.
– Poul er perfektionist. Hvis et billede hænger skævt, så retter han på det. Han ser, hvad andre mænd ikke ser. Men det er en hjælp for mig. Det betyder nemlig, at jeg har en rengøringsassistent, der blandt andet støvsuger hele huset, fortæller Kirsten med et smil.
På spørgsmålet, om det ikke ind imellem er irriterende at være gift med en perfektionist, svarer hun benægtende.
I det hele taget er det umuligt at få et eneste negativt ord om Poul ud af Kirsten.
– Der er kun godt at sige, understreger hun.
Hvad skal man sige? Andet end at det må være kærligheden, der er det gennemgående tema, ikke kun i Poul Hoffmanns romaner, men også i ægteparrets liv.